Bryllup i Rosernes By, Mariager

På en af de mest solskinsfyldte septemberdage jeg kan komme i tanke om, var jeg en tur “hjemme” ved Mariagerfjord til et enormt smukt bryllup i den brostensbelagte by og senere en skøn fest på en af Nordjyllands mest naturskønne bryllupslokations: Hotel Bramslevgaard.

Mariager er vel sagtens en lille perle, når det kommer til smukke huse, brostensgader og flot natur, og gåturen fra kirken og hjem til brudens forældre var en fotografisk fornøjelse. Med solen bagende fra oven og den begyndende friske efterårsluft.

Før vi kommer til gåturen er det egentlig på sin plads at nævne, HVOR smuk Mariager Kirke egentlig er. Jeg er vokset op på den anden side af fjorden, men har af en eller anden grund aldrig været inde i kirken. Det er jeg glad for, at jeg har oplevet nu. Sikke et rum! Sikke et orgel! Sikke et sted at tage billeder. Og ikke mindst i dagens absolutte højdepunkt: Når dørene går op, og bruden kommer ind.

Brudeparret ville egentlig allerhelst koncentrere sig om at feste med deres familie og venner, så der var kun indlagt en kort ‘pause’ til at tage portrætter, så tog et par, der indkapslede lokalområdet med den smukke fjord og ikke mindst et par, der strålede. Af en eller anden grund forfalder jeg altid til at lave nogle slørede skud i tillæg til de “sikre”, men det er altså en personlig favorit, selvom jeg ved, at det deler bryllupsfotograf-vandene. Jeg synes bare, at der er noget dejligt uhøjtideligt og personligt i den slags billeder, som nogle gange bryder lidt med alle traditionerne og det figursyede tøj. Plads til det hele, I ved.

Gæsterne satte sig i bilerne efter nogle hyggelige, varme timer i brudens forældres meget smukke have og hus, og så fortsatte festen på Hotel Bramslevgaard, hvor jeg ikke har været siden sidste efterår, hvor jeg også fotograferede et meget skønt bryllup. Det er simpelthen bare et flot, professionelt sted, der ligger helt urimeligt flot i Bramslev Bakker omgivet af skov og vand. Allerneders finder I et galleri med udvalgte billeder fra Mariager, også kendt som Rosernes By af en eller anden grund (skriv lige, hvis I ved hvorfor), og fra festen på Hotel Bramslevgaard ved Bramslev Bakker.

Brudevals på Hotel Bramslevgaard ved Bramslev Bakker.
Næste
Næste

Bryllupsfotograf i Sønderjylland